Disse superfoodkugler er smagfulde og fyldt med en masse gode sager!

Jeg har fået lov til at teste to forskellige superfoodblandinger, hvilket er en pulverblanding af tørrede bær. Den ene superfoodblanding består af blåbær, aronia og solbær, der har et højt indhold af antioxidanter og er god til blodcirkulationen samt synet. Den anden består af havtorn, hyben og multebær, som er rig på c-vitamin, hvilket styrker immunforsvaret og beskytter huden. Blandingerne kan kombineres med forskellige opskrifter, hvor jeg i dette tilfælde har lavet disse lækre superfoodkugler, der i princippet er dadelkugler. Det er dermed en god måde at give dadelkuglerne et ekstra sundhedsboost!

Kun få ingredienser
Udover superfoodblandingen indeholder superfoodkuglerne også dadler (naturligvis) samt kokosmel. Det er derfor en hurtig og virkelig nem sundere snack! Vær opmærksom på at kokosmelet skal ristes, da det bevirker, at den skønne kokossmag kommer meget mere frem.

Forskellige superfoodblandinger
Som nævnt øverst har jeg testet to forskellige superfoodblandinger, herunder den “blå” og den “gule”. Opskriften giver 16 kugler af én variant, men man kan også lave dobbeltportion, og dermed lave begge varianter. Det giver samtidig et super flot farvespil!

Kalorieindhold
Kalorieindholdet er ca. 50 kcal pr. stk. ved en portion på 16 superfoodkugler.

Reklame

Print opskrift

Superfoodkugler

  • Serveringer: 16 stk.

Ingredienser

  • 160 gram friske og bløde dadler, fra RMimport (reklame)
  • 70 gram kokosmel, fra Svansø (reklame)
  • 20 gram superfoodblanding, fra MarbeaBeauty (reklame)
  • Lidt ekstra kokosmel og superfoodblanding, til at rulle kuglerne i

Sådan gør du

  • Start med at riste 70 gram kokosmel gyldent på en tør pande. Jeg plejer altid at riste en stor portion, da jeg elsker at bruge ristet kokosmel som topping på morgenmad.

    Lad kokosmelet afkøle.

    Fjern stenene fra 160 gram friske dadler og kom dadlerne i en skål. Mos dem med en gaffel.

    Tilsæt 20 gram superfoodblanding og 70 gram ristet kokosmel.

    Bland det hele sammen til en samlet masse. Du kan med fordel ælte massen.

    Nu skal massen blot formes til kugler. Men inden da…

    … er det en god idé at blande lidt ekstra kokosmel samt superfoodblanding, som kuglerne kan rulles i. Jeg har brugt en minihakker og blendet 20 gram kokosmel med 5 gram superfoodblanding.

    Form massen til 16 lige store kugler og rul hver kugle i det blendede kokosmel med superfoodblanding.

     

    Velbekomme! 

    Superfoodkuglerne kan opbevares i en uges tid i køleskabet.

     

    Hvis du kaster dig ud i denne opskrift, vil jeg rigtig gerne se din kreation! Husk at tagge @martinelybaek på instagram 😀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *