Disse snickerskugler er uden tvivl en af mine yndlings “go-to” opskrifter på sundere snacks!

De smager simpelthen så dejligt og er perfekte at få stillet den søde tand med! Hvis du kan lide snickers, er jeg sikker på, det også er en opskrift for dig. Og hvis du desuden, lige som mig, også er stor fan af nemme og sundere opskrifter, der ikke tager særlig lang tid at lave, kan disse snickerskugler bestemt også anbefales! 😀

Kun 3 ingredienser

Noget af det bedste ved snickerskuglerne er nemlig, at de kun består af 3 ingredienser! Herunder dadler, peanuts og kakaopulver. Dadlerne får massen til at hænge sammen og samtidig giver de en karamel-agtig smag. Det er vigtigt at bruge de friske og bløde dadler fra papæsken, da de tørrede dadler ikke vil fungere på samme måde. Snickers er udover karamel kendetegnet ved smagen af peanuts og chokolade, hvilket de saltede og ristede peanuts samt kakaopulver bidrager til. Generelt er det bare efter min mening en vildt lækker kombination!

Kalorieindhold

Kalorieindholdet er ca. 65 kcal pr. stk. ved en portion på 15 snickerskugler.

Se min reel på instagram

Du kan se, hvordan jeg laver snickerskuglerne i en af mine reels på Instagram. Her finder du også flere videoer af mine andre opskrifter.

Reklame

Print opskrift

Snickerskugler

  • Serveringer: Ca. 15 stk.

Ingredienser

  • 120 gram saltede og ristede peanuts
  • 100 gram bløde og friske dadler, fra RMimport (reklame)
  • 10 gram kakaopulver
  • Lidt ekstra peanuts til at rulle snickerskuglerne i

Sådan gør du

  • Blend alle ingredienserne godt sammen.

    Start med at hakke 120 gram saltede og ristede peanuts i en minihakker.

    Fjern stenene fra 100 gram friske og bløde dadler og kom dem ligeledes i minihakkeren*.

    Tilsæt 10 gram kakaopulver.

    Blend/hak det hele godt sammen. Massen samler sig ikke i blenderen, men den skal samle sig, når den trykkes sammen med fingrene.

    Saml massen til en stor kugle og sørg for at ælte den lidt, så den er nem at forme efterfølgende.

    *Hvis din minihakker ikke er så stærk, at den kan blende dadlerne, kan du også sagtens blot mose dem med en gaffel i en skål og herefter tilsætte de hakkede/blendede peanuts samt kakaopulveret. Rør/ælt så ingredienserne godt sammen til en samlet masse. 

    Nu skal massen formes.

    Form massen til et ønsket antal snickerskugler. Jeg fik i alt 15 stk.

    Hak en stor håndfuld peanuts helt fint i minihakkeren og rul alle kuglerne heri.

     

    Velbekomme!

    Snickers kuglerne kan opbevares på køl i en lille uges tid. Jeg plejer selv at komme dem i fryseren, så de er hurtige at finde frem, hvis den lille sult melder sig 😛 Dadler fryser nemlig ikke, så man skal ikke vente særlig længe, før de kan spises.

     

    Hvis du kaster dig ud i denne opskrift, vil jeg rigtig gerne se din kreation! Husk at tagge @martinelybaek på instagram 😀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *