Denne Mango Banan Smoothie Bowl er ren summer in a bowl!
Den har en dejlig frisk smag af mango, der passer virkelig skønt til den søde banan smag. Herudover kan du toppe den med lige præcis de toppings, du bedst kan lide! Kun fantasien sætter grænser, og man kan efter min mening næsten ikke få nok toppings 😛 Jeg toppede min smoothie bowl med granola, lidt frugt, peanutbutter og ristet kokos.
Sund morgenmad
Smoothie bowls er en nem og lækker måde at få en god og sund start på dagen! I denne version med banan og mango bidrager de hver især med vigtige vitaminer og mineraler, der er gode for kroppen, herunder bl.a. A og C vitamin samt jern.
Ingredienserne og en god blender
Det er vigtigt, at bruge både frossen banan og mango, da det giver en lækker cremet og “softice” lignende konsistens. Jeg plejer at fryse en stor portion skiveskåret banan ned, så jeg altid har nogen på lager. De skal minimum fryses i 12 timer. Bemærk desuden at bananerne helst skal være skåret i skiver, da de herved er nemmere at blende. Herudover skal bananerne være modne (med brune pletter), hvor banansmagen er mest gennemtrængende. Nedfrysningen får dem nemlig til at miste lidt smag. Til sidst er det også væsentligt at nævne, at det kræver en god blender for at kunne blende frossen banan og mango med så lidt væske. Samtidig er det netop vigtigt for konsistensen, at der ikke tilsættes for meget væske. Jeg bruger en “Wilfa Essential Chop Minihakker”.
Kalorieindhold
Kalorieindholdet i denne mango banan smoothie bowl er ca. 140 kcal (uden toppings).