Disse påskeæg med hasselnødder består af et lækkert chokolade-hasselnødde fyld, der har smag af nutella!

Med den overskrift føler jeg næsten ikke, jeg behøver at sige, at de her påskeæg smager virkelig mums! 😛 Efter min mening går man bare aldrig galt i byen med den kombination. Udover chokolade-hasselnødde-fyldet består påskeæggene af marcipan og er overtrukket med mørk chokolade. Jeg har brugt Easis marcipan og Easis chokoladeknapper, men du kan naturligvis bruge lige præcis den marcipan og chokolade, du vil. Chokolade-hasselnødde-fyldet er lavet med friske dadler, hvilket er en sundere måde at tilføre noget sødme på. Herudover er det vigtigt at riste hasselnødderne, da det fremhæver den lækre smag, der minder om nutella.

Et lille påskeprojekt
Disse påskeæg med hasselnødder er et super hyggeligt lille påskeprojekt, som du samtidig kan familie og venner med. De er desuden nemme at lave og kræver ikke alverdens ingredienser.

Kalorieindhold
Kalorieindholdet er ca. 90 kcal pr. stk. ved en portion på 16 påskeæg.

Se min reel på Instagram
Fremgangsmåden er den samme som i mine andre opskrifter på hjemmelavede påskeæg, herunder påskeæg med hindbær og påskeæg med peanutbutter. Du kan se, hvordan jeg laver påskeæggene i en af mine reels på Instagram. Her kan du også se, hvordan jeg laver andre af mine opskrifter.

Reklame

Print opskrift

Påskeæg med hasselnødder

  • Serveringer: 16 påskeæg

Ingredienser

Hasselnødde-fyld:

  • 75 gram friske og bløde dadler, fra RMimport (reklame)
  • 15 gram vegansk smør (blødt)
  • Et nip salt
  • 30 gram ristede hasselnødder
  • 10 gram kakaopulver

Øvrigt:

  • 150 gram marcipan, fra Easis (reklame)
  • 80 gram chokoladeknapper, fra Easis (reklame)

Sådan gør du

  • Til hasselnødde-fyldet skal der bruges ristede hasselnødder. Start derfor med at riste hasselnødderne i ovnen i ca. 12 min. ved 180 grader. Når de er afkølet kan skallen nemt nulres af.  Jeg plejer at riste en stor portion, så jeg altid har ristede hasselnødder i køkkenskuffen. De er nemlig super lækre at bruge som topping og i andet bagværk 😛

     

    Nu kan du komme i gang med at lave fyldet!

    Fjern stenene fra 75 gram friske og bløde dadler og kom dadlerne i en skål.

    Tilsæt 15 gram vegansk smør og mos dadlerne og smørret godt sammen med en gaffel.

    Blend 30 gram af de ristede hasselnødder helt fint i en minihakker.

    Kom de blendede ristede hasselnødder, et nip salt og 10 gram kakaopulver i skålen.

    Bland det sammen med de øvrige ingredienser til en samlet masse.

    Sæt hasselnødde-fyldet på køl.

     

    Herefter skal marcipanen formes

    Start med at dele 150 gram marcipan i 16 lige store stykker.

    Rul stykkerne til 16 kugler.

    Brug en kniv til at halvere hver kugle.

    Tag den ene halvkugle og placer den i håndfladen med den skårne side opad. For at gøre plads til hindbærfyldet laves der herefter et tryk med en finger i midten af halvkuglen. Form den så den ligner lidt en redde. Gør det samme med den anden halvkugle. Sæt dem til side.

    Gentag denne metode med de resterende 15 marcipan kugler.

    Tag herefter hasselnødde-fyldet ud af køleskabet og form massen til 16 lige store kugler. Placer en af hasselnødde-kuglerne i en af marcipan halvkuglerne, som du netop har formet. Kom den anden halvkugle oven på og saml kanterne. Form det til et æg og placer det på et stykke bagepapir.

    Fyld resten af marcipan halvkuglerne med hasselnødde-kuglerne efter samme metode.

     

    Sådan! Nu skal påskeæggene blot vendes i chokolade

    Smelt 80 gram chokoladeknapper.

    Dyp/vend hvert påskeæg heri.

    Placer påskeæggene på pladen med bagepapiret.

    Kom lidt ekstra hakkede ristede hasselnødder oven på og lad chokoladen størkne helt.

     

    Velbekomme!

    Påskeæggene kan opbevares på køl i en lille uges tid, hvis de holder så længe 😉

     

    Hvis du kaster dig ud i denne opskrift, vil jeg rigtig gerne se din kreation! Husk at tagge @martinelybaek på instagram 😀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *