Her får du min opskrift på Mango Overnight Oats!

Overnight oats er en af mine helt store morgenmadsfavoritter, og denne version med mangopuré er ingen undtagelse! Den smager virkelig dejligt og er en perfekt sommer morgenmad. Den syrlige smag af mango passer skønt til den søde grød. Samtidig er det en sund og nem måde at starte dagen på.

Nem og sund morgenmad!

Som navnet antyder, skal overnight oats røres sammen aftenen inden og herefter stilles på køl natten over. Næste morgen er grøden lige til at sætte skeen i! Utrolig nem, lækker og sund morgenmad. Ligeledes skal mangopureen også blot blendes godt sammen, og denne består desuden kun af 3 forskellige ingredienser.

Jeg plejer sommetider også at bruge overnight oats som en del af brunch bordet, da den er et skønt indspark, der er super nem at portionsanrette i fine glas/skåle. Hvis du ønsker at gøre det samme, laver du blot en stor portion i én skål aftenen inden. Næste morgen fordeles grøden i de forskellige glas/skåle.

Selve grøden består primært af chiafrø, havregryn og plantemælk. Chiafrøene og havregrynene suger væsken til sig, og samtidig er de hver især super sunde at starte dagen med. Blandt andet omtales chiafrø som en såkaldt superfood, da det lille frø har et højt indhold af omega-3-fedtsyrer, protein og kostfibre.

Du kan med fordel lave en større portion af selve grøden, så der er til flere dage. Personligt elsker jeg selv at lave overnight oats i hverdagen, hvor det hele godt må gå til stærkt.

Kalorieindhold

Denne portion indeholder ca. 350 kcal (uden topping).

Print opskrift

Mango Overnight Oats

  • Serveringer: 1 portion

Ingredienser

Overnight oats:

  • 50 gram glutenfri havregryn
  • 2 spsk (ca. 15 gram) chiafrø
  • 1,5 dl plantemælk
  • 1 spsk (ca. 15 gram) ahornsirup
  • Toppings, f.eks. peanutbutter, ristet kokos og nødder

Mangopuré:

  • 200 gram frossen mango
  • 1 dl vand
  • 25 gram ahornsirup
  • Evt. et nip vaniljepulver til at søde med

Fremgangsmåde

  • Overnight oats skal, som nævnt ovenfor og som navnet antyder, røres sammen aftenen inden. Det samme har jeg gjort med mangopureen.

    Overnight oats

    Kom 50 gram glutenfri havregryn, 2 spsk (ca. 15 gram) chiafrø, 1,5 dl plantemælk og 1 spsk (ca. 15 gram) ahornsirup i en skål.

    Rør det hele godt sammen.

     

    Mangopuré

    Blend 200 gram frossen mango, 1 dl vand og 25 gram ahornsirup til en ensartet puré. Tilsæt evt. også et nip vaniljepulver til at søde pureen lidt mere med.

    Jeg brugte en blender om aftenen, og morgenen efter blendede jeg lige hurtigt igen med en stavblender.

    Kom mangopureen i en lufttæt beholder.

     

    Sæt både skålen med grød og beholderen med mangopuré på køl natten over.

    Næste morgen fordeles henholdsvis grød og mangopuré i et glas/en skål. Der vil være mangopuré tilovers, som du kan bruge de næste dage.

    Top med dine yndlingstoppings! Jeg synes selv, at det smager dejligt med peanutbutter samt ristede nødder og kokos ovenpå.

     

    Velbekomme!

     

    Hvis du kaster dig ud i denne opskrift, vil jeg rigtig gerne se din kreation! Husk at tagge @martinelybaek på instagram 😀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *