Her får du min version af sundere kokostoppe med lakrids! MUMS!

De smager så dejligt og er en perfekt sundere snack! Lakridspulveret er med til at give kokostoppene et lækkert twist, og kombinationen af lakrids og ristet kokos er virkelig skøn. Kokostoppene er sprøde uden på og bløde indeni. Desuden er de super nemme at lave og består kun af få ingredienser.

Sundere ingredienser

Kokostoppene er sødet med friske dadler, hvilket er en rigtig god måde at erstatte det raffineret sukker på og i stedet tilføre en række vigtige mineraler samt fiber. Samtidig gør dadlernes klistrede konsistens, at massen kan hænge sammen. Herudover har jeg brugt vegan block fra Naturli’ (den hårde firkant), da den tilfører kokostoppene lidt hårdhed, når de bliver afkølet. Udover kokosmel har jeg tilsat lidt mandelmel, da kokosmelet er sværere at få til at hænge sammen. Kokostoppene er dyppet i smeltet mørk chokolade fra Easis, men du kan naturligvis bruge lige præcis den chokolade, du vil.

Kalorieindhold

Kalorieindholdet pr. stk. er ca. 175 kcal ved en portion på 10 kokostoppe.

Print opskrift

Kokostoppe med lakrids

  • Serveringer: 9-10 stk.

Ingredienser

  • 150 gram friske dadler, fra RMimport (reklame)
  • 30 gram vegan block, fra Naturli'
  • 150 gram kokosmel
  • 25 gram mandelmel
  • 5-6 tsk lakridspulver, efter smag
  • Ca. 50 gram mørk chokolade, fra Easis (reklame)

Sådan gør du

  • Bland ingredienserne godt sammen.

    Start med at fjerne stenene fra 150 gram friske og bløde dadler og kom dadlerne i en skål.

    Smelt 30 gram vegan block i microovnen og kom det i skålen med dadlerne.

    Brug en gaffel til at mose det godt sammen.

    Tilsæt 150 gram kokosmel, 25 gram mandelmel (eller mandler blendet til mel) og 5-6 tsk lakridspulver.

    Rør/mos det hele godt sammen. Brug evt. fingrene til at samle massen.

     

    Nu skal der formes kokostoppe!

    Tænd ovnen på 175 grader (varmluft).

    Tag en håndfuld af kokos-massen, tryk den godt sammen imellem hænderne og form den til en lille “top”. Sørg for at trykke den godt sammen, samtidig med at du former toppen. Ellers kan den godt være lidt svær at samle.

    Placer den på en bageplade med bagepapir. Fortsæt med resten af massen. Jeg fik i alt 10 kokostoppe.

    Bag dem i ovnen i 10-12 min. indtil de er gyldne.

    Lad dem herefter afkøle.

     

    Når kokostoppene er afkølet.

    Smelt 50 gram chokolade og dyp bunden af kokostoppene heri.

    Sæt dem på et stykke bagepapir og lad chokoladen størkne.

     

    Velbekomme!

    Kokostoppene kan opbevares på køl i en lufttæt beholder i en lille uges tid.

     

    Hvis du kaster dig ud i denne opskrift, vil jeg rigtig gerne se din kreation! Husk at tagge @martinelybaek på instagram 😀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *