Disse kikærtekugler med hindbær smager super dejligt og er en perfekt sundere sommer snack!

Kikærtekuglerne har en blød og lækker konsistens og er overtrukket med en chokoladeskal. De frysetørrede hindbær giver en frisk og syrlig smag, hvilket passer virkelig skønt til den søde kikærtedej! Det er en perfekt sundere snack, som indeholder gode sager til din krop.

Kun 7 ingredienser

Udover at disse kikærtekugler med hindbær smager virkelig mums, er de også super nemme at lave og kræver kun 7 forskellige ingredienser. Som navnet antyder, udgør kikærter den største del af opskriften, og her har jeg blot brugt dem på dåse svarende til 1 dåse (240 gram drænet). Kikærter er, på samme måde som andre bønner, virkelig gode at bruge i opskrifter inden for det søde køkken. De giver noget fylde i opskriften, samtidig med at de tilfører en god portion protein og har et højt indhold af en række vitaminer og mineraler. Jeg er stadig vildt imponeret over, at man ikke kan ane den mindste smag af kikærterne, hvilket understreger, hvor gode de er at bruge inden for det søde køkken, hvis de kombineres med de rigtige ingredienser.

En af de bedste sundere snacks

Kikærtekugler er efter min mening en af de bedste sundere snacks! Som nævnt oven for er de super nemme at lave og kan varieres i mange forskellige smage. Jeg har tidligere lavet en version med lakrids og en anden version med citron. Hvis du ikke har prøvet nogen af dem, er det bare med at komme i gang 😀

Kalorieindhold

Kalorieindholdet i disse kikærtekugler med hindbær er ca. 70 kcal pr. stk. ved en portion på 28 kikærtekugler.

Print opskrift

Kikærtekugler med hindbær

  • Serveringer: Ca. 25-30 kikærtekugler

Ingredienser

  • 240 gram kikærter (udblødte), dem fra dåse
  • 90 gram smooth peanutbutter, fra Easis (reklame)
  • 60 gram ahornsirup
  • 30 gram plantemælk
  • 60 gram glutenfri havregryn, blendet til mel
  • 10 gram frysetørrede hindbær, plus lidt ekstra til topping
  • Ca. 150 gram mørk chokolade, fra Easis (reklame)

Sådan gør du

  • Start med at blende en portion glutenfri havregryn helt fint til havremel i en minihakker. Der skal bruges 60 gram til denne portion.

    Herefter skal det hele blandes sammen – Start med de “våde” ingredienser

    Kom 240 gram udblødte kikærter (fra dåse), 60 gram ahornsirup, 90 gram smooth peanutbutter og 30 gram plantemælk i en minihakker. Blend det hele godt sammen. Sørg for at kikærterne er blendet mest muligt.

    Kom evt. kikærte-massen i en skål.

    Tilsæt de 60 gram havremel og rør det godt rundt til en samlet dej. Den vil være lidt hård at røre i og klistret.

    Kom 10 gram frysetørrede hindbær i skålen og vend dem rundt i dejen.

    Brug en dejskraber til at samle dejen.

    Sæt kikærte dejen på køl i et par timer indtil den er fast nok til at kunne formes til kugler.

     

    Nu skal dejen formes

    Tag en tsk. af dejen og form den til en kugle.

    Fortsæt med resten af dejen. Jeg fik i alt 28 kugler.

     

    Et lille dyp i chokolade

    Smelt ca. 150 gram chokolade og vend kikærtekuglerne en af gangen heri.

    Placer dem på et stykkebagepapir og pynt med lidt ekstra frysetørrede hindbær.

    Lad chokoladen størkne.

     

    Velbekomme!

    Kikærtekuglerne kan opbevares på køl.

     

    Jeg vil elske at se din kreation!

    Hvis du kaster dig ud i denne opskrift, vil jeg rigtig gerne se din kreation! Husk at tagge @martinelybaek på instagram 😀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *