Kikærtekugler er en af mine yndlings sundere snacks, og denne version med chokolade smag er inden undtagelse!

Chokolade kikærtekuglerne har en blød og lækker konsistens og er overtrukket med en chokoladeskal. Chokoladen tilfører lidt crunch, hvilket passer virkelig skønt til den bløde kikærte dej! De smager simpelthen så skønt!

Kun 6 ingredienser

Udover at disse chokolade kikærtekugler smager virkelig mums, er de også super nemme at lave og kræver kun 6 forskellige ingredienser. Som navnet antyder, udgør kikærter den største del af opskriften, og her har jeg blot brugt dem på dåse svarende til 1 dåse (240 gram drænet). Kikærterne giver noget fylde i opskriften, samtidig med at de tilfører en god portion protein og har et højt indhold af en række vitaminer og mineraler. Jeg er stadig vildt imponeret over, at man ikke kan ane den mindste smag af kikærterne, hvilket understreger, hvor gode de er at bruge inden for det søde køkken, hvis de kombineres med de rigtige ingredienser.

En af de bedste sundere snacks

Kikærtekugler er efter min mening en af de bedste sundere snacks! Som nævnt oven for er de super nemme at lave og kan varieres i mange forskellige smage. Jeg har tidligere lavet en version med lakrids og en anden version med citron. Hvis du ikke har prøvet nogen af dem, er det bare med at komme i gang 😀

Kalorieindhold

Kalorieindholdet i disse kikærtekugler med chokolade er ca. 60 kcal pr. stk. ved en portion på 30 kikærtekugler.

Print opskrift

Chokolade Kikærtekugler

  • Serveringer: Ca. 30 kikærtekugler

Ingredienser

  • 240 gram kikærter (udblødte), dem fra dåse
  • 80 gram smooth peanutbutter
  • 60 gram ahornsirup
  • 40 gram plantemælk
  • 40 gram kakaopulver
  • Lidt salt
  • Ca. 150 gram mørk chokolade, fra Easis (reklame)

Sådan gør du

  • Bland først alle de “våde” ingredienser godt sammen

    Kom 240 gram udblødte kikærter, 80 gram peanutbutter, 60 gram ahornsirup og 40 gram plantemælk i en minihakker. Blend det hele godt sammen. Sørg for at kikærterne er blendet mest muligt.

    Tilsæt 40 gram kakaopulver og lidt salt.

    Bland det godt sammen med de øvrige ingredienser.

    Brug en dejskraber til at samle dejen. Den skal være lidt klistret.

    Sæt kikærte dejen på køl i et par timer indtil den er fast nok til at kunne formes til kugler.

     

    Nu skal dejen formes

    Tag en tsk. af dejen og form den til en kugle.

    Fortsæt med resten af dejen. Jeg fik i alt 30 kugler.

     

    Et lille dyp i chokolade

    Smelt/temperer 150 gram chokolade og vend kikærtekuglerne en af gangen heri.

    Placer dem på et stykkebagepapir og lad chokoladen størkne.

     

    Velbekomme!

    Kikærtekuglerne kan opbevares på køl.

     

    Jeg vil elske at se din kreation!

    Hvis du kaster dig ud i denne opskrift, vil jeg rigtig gerne se din kreation! Husk at tagge @martinelybaek på instagram 😀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *