De her Browniekugler med sesam smager simpelthen SÅ lækkert!
De har en kompakt konsistens og en intens smag af chokolade, som man forbinder med en brownie. Herudover er de vendt i ristede sesam, der tilfører lidt crunch og en dejlig nødde-smag. Sesamfrø har desuden en høj koncentration af en lang række vitaminer, mineraler og kostfibre, hvilket på samme måde som nødderne er super gode at spise som en del af varieret kost.
Nem sundere snack
Browniekuglerne er super nemme at lave, da de kun består af få ingredienser, herunder friske dadler, nødder og kakaopulver, som blot skal blendes sammen og herefter rulles i ristede sesamfrø. Jeg har brugt valnødder og mandler, men du kan også sagtens bruge andre nødder alt efter hvad du lige har i køkkenskuffen. Eksempelvis pekannødder og paranødder. Hvis du mangler en hurtig og lækker sundere snack, er disse browniekugler med sesam helt perfekte!
Kalorieindhold
Kalorieindholdet er ca. 65 kcal pr. stk. ved en portion på 14 browniekugler.