Lækre boller med figner og valnødder! Bollerne er sprøde udenpå samt bløde og luftige indeni. Fignerne giver en dejlig sød smag, mens valnødderne, foruden en skøn nødde-smag, giver en lidt crunchy konsistens. De smager så skønt og er samtidig super nemme at lave.

Fremgangsmåden er den samme som til disse boller med julekrydderier, som du kan se en video med i en af mine reels på instagram.

Reklame

Print opskrift

Boller med figner og valnødder Ⓤ Ⓖ Ⓥ

  • Serveringer: 12 stk.

Ingredienser

  • 6 dl plantemælk
  • 50 gram vegansk smør, evt. fra Naturli'
  • 50 gram gær
  • 1 spsk ahornsirup
  • 2 spsk olie
  • 20 gram fiberHUSK
  • 200 gram rismel
  • 120 gram kartoffelmel
  • 150 gram fuldkornsrismel
  • Lidt salt
  • 80 gram valnødder, fra Svansø (reklame)
  • 80 gram tørrede figner, fra RMimport (reklame)

Sådan gør du

  • Start med at lune 6 dl plantemælk og smelte 50 gram vegansk smør i microovnen. Rør det sammen i en skål. Tilsæt 50 gram gær og rør det ud heri.

    Kom ligeledes 1 spsk ahornsirup og 2 spsk olie i skålen.

    Sæt skålen til side.

    I en anden skål blandes 200 gram rismel, 120 gram kartoffelmel, 150 gram fuldkornsrismel, 20 gram fiberHUSK og lidt salt.

    Skær/hak 80 gram tørrede figner og 80 gram valnødder groft.

    Kom de tørre ingredienser i skålen med de våde ingredienser og rør godt rundt indtil dejen begynder at tykne.

    Tilsæt de hakkede figner og valnødder og rør igen.

    Kom folie i en bageform. Jeg har brugt en form på 26 x 18 cm.

    Hæld stille og roligt dejen over i formen. Brug evt. en dejskraber til at fordele den i et ligeligt lag.

    Lad dejen hvile ved stuetemperatur i 1 time med et rent viskestykke over. Dejen vil hæve og hurtigt blive mere sammenhængende, i takt med at de tørre ingredienser får lov til at suge væsken til sig.

    Løft herefter forsigtigt dejen op af formen ved hjælp af folien. Det kan være en god idé at få en til at hjælpe, så dejen ikke bliver trykket så meget sammen.

    Brug en skarp kniv til at skære dejen ud i 12 lige store firkanter.

    Placer dem forsigtigt på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve i 30 min.

    Tænd ovnen på 270 grader (varmluft).

    Når bollerne har efterhævet i 30 min. skal de først bages i 5 min. på 270 grader. Herefter skrues ovnen ned på 200 grader, hvor bollerne bages videre i ca. 20-25 min. indtil de er gyldne.

    Tag bollerne ud af ovnen og lad dem hvile i minimum 10-15 min. inden, de skæres ud. Det er ret vigtigt, at de får lov til at hvile, så de kan sætte sig ordentligt.

     

    Velbekomme!

    Bollerne kan holde sig i en lufttæt pose i 2-3 dage. Hvis de spises dagene efter bagningen, kan det anbefales at lune dem på brødristeren/ovnen inden servering, hvis du ønsker, at skorpen bliver sprød igen.

     

    Hvis du kaster dig ud i denne opskrift, vil jeg rigtig gerne se din kreation! Husk at tagge @martinelybaek på instagram 😀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *