Her får du min opskrift på tykke, bløde og alt for lækre bananpandekager!

Præcis som jeg kan huske, de blev lavet på Bali 😛 Dem drømmer jeg stadig om indimellem, de smager bare så dejligt! Pandekagerne kan toppes med lige præcis den topping, du bedst kan lide, som prikken over i’et. Denne portion har jeg eksempelvis toppet med peanutbutter og ristede kokoschips.

Sundere weekend-morgenmad

Disse bananpandekager er efter min mening den perfekte weekend-morgenmad, hvis man skal hygge lidt ekstra og samtidig have god samvittighed. De består nemlig af sundere ingredienser end de klassiske pandekager lavet med hvedemel og sukker. Herudover er pandekagerne super nemme at lave, da alle ingredienserne blot skal blandes sammen. Vær opmærksom på at pandekagerne er nemmere at vende, hvis de ikke laves for store. De skal netop være små og tykke.

Opskriften er lavet til 3 personer, da jeg altid selv plejer at lave lidt ekstra, da de er super skønne at lave i køleskabet, til når den lille sult melder sig.

Kalorieindhold

Kalorieindholdet pr. pandekage er ca. 150 kcal ved en portion på 6 stk.

Print opskrift

Bananpandekager

  • Serveringer: 6-8 pandekager (til 3 personer)

Ingredienser

  • 2-3 modne bananer (300 gram)
  • 3 dl (120 gram) glutenfri havregryn
  • 1,5 dl plantemælk
  • 30 gram ahornsirup
  • 1,5 tsk bagepulver
  • Peanutbutter, friske bær, nødder, til topping

Sådan gør du

  • Kom 300 gram bananer, 120 gram glutenfri havregryn, 1,5 dl plantemælk og 30 gram ahornsirup i en skål og brug en stavblender til at blende det hele godt sammen.

    Tilsæt 1,5 tsk bagepulver og rør det sammen med de øvrige ingredienser.

    Kom lidt kokosolie på en pande og varm den op.

    Hæld lidt af dejen ud på panden og brug evt. en dejskraber til at fordele dejen i et tykt og jævnt lag. Vær opmærksom på ikke at lave pandekagerne alt for store, da de er nemmere at vende, hvis de er små og tykke.

    Lad pandekagen stege i nogle minutter, indtil den er klar til at blive vendt.

    Fortsæt med den resterende del af dejen.

    Alt efter hvor stor en pande, du har, er det også muligt at stege 2-3 pandekager på samme tid.

    Server bananpandekagerne med lidt friske bær, ristede nødder eller peanutbutter. Kun fantasien sætter grænser 😛

     

    Velbekomme!

    Bananpandekagerne kan også opbevares på køl i nogle dage og spises som en lille snack, da de smager super dejligt kolde.

     

    Hvis du kaster dig ud i denne opskrift, vil jeg rigtig gerne se din kreation! Husk at tagge @martinelybaek på instagram 😀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *