Tak fordi du har lyst til at læse med ♥

 

Det gør mig rigtig glad! Lige så vel som når jeg modtager søde kommentarer, konstruktiv feedback samt billeder af kreationer lavet ud fra min opskrift. Hold dig derfor endelig ikke tilbage med det 🙂

Her på siden vil jeg forsøge at give dig et lille indblik i, hvordan min interesse for at udvikle opskrifter inden for det søde køkken startede.

Kort sagt har jeg altid haft en sød tand, men i løbet af de seneste år er jeg i højere grad blevet bevidst omkring, hvad jeg fylder min krop med. Denne bevidsthed startede efter, jeg kom på den anden side af et kræftforløb, som jeg gennemgik, da jeg var 20 år gammel. Herefter har jeg lige så stille fået et behov for at give min krop de bedste forudsætninger for at komme helt oven på igen. Det har samtidig affødt en fascination og interesse for, hvordan det er muligt at udskifte enkelte elementer i en opskrift og dermed lave en “sundere” udgave. Jeg har derfor oplevet, at man sagtens kan spise søde sager, som smager mindst lige så syndige, og samtidig have god samvittighed over for sin krop. Med dette mener jeg ikke nødvendigvis søde sager med færre kalorier, men i stedet handler det for mig om at give min krop noget, den har bedre af.

Som en del af min stigende bevidsthed omkring den mad, jeg spiser, har jeg fået lavet en fødevaretest. Den viste, at jeg er intolerant over for sukker, hvedemel og mælkeprodukter, som jeg dermed forsøger at undgå. Jeg bestræber mig derfor på at udvikle opskrifter, der er uden tilsat sukker*, glutenfri og veganske. I den enkelte opskrift vil nedenstående symboler fremgå for at illustrere hvilke kriterier, der er opfyldt. Samtidig håber jeg herved også, at andre med en form for intolerance eller blot en nysgerrighed omkring sine madvaner kan søge inspiration i mine opskrifter og dermed få stillet sin søde tand 🙂

Ⓤ = Uden tilsat sukker Ⓖ = Glutenfri Ⓥ = Vegansk

Til sidst er det vigtigt for mig at sige, at alle mine opskrifter er udviklet med udgangspunkt i at undgå de førnævnte fødevarer, hvilket naturligvis ikke er vigtigt eller nødvendigt for alle. Jeg tror på, man skal finde sin egen vej i alverdens kostråd og lytte til sin egen krop. Det er i hvert fald det, jeg forsøger at gøre.

De kærligste hilsner, Martine ♥

*Tilsat sukker skal forstås som raffineret sukker.